Turister skal smage på Vestjylland
14 maj 2013 Nyheder
En særlig sommerhuskasse med lokalt produceret mad og drikke skal give turister en ekstra vestjysk oplevelse til smagsløgene.
Sommerhuskassen indeholder et udvalg af specialiteter til blandt andet grillen og ganen. De leveres af producenter fra Madlandet i Vest, som er en organisation, der støtter lokal fødevareudvikling i fire vestjyske kommuner.
– Vi vil give turisterne en smagsoplevelse af vestjyske specialiteter, fremstillet af de mange kulinariske ildsjæle her i området, siger projektleder Kis Thy fra Erhvervscenter Ringkøbing Fjord
Sommerhuskassen sælges over nettet og kan afhentes via fem handlende i turistområderne. Det er også muligt at få leveret i resten af Danmark. Maden pakkes i kølekasser af flamingo, så alt holder sig friskt.
Indholdet varierer henover sommeren, hvor forskellige af områdets producenter præsenterer deres produkter. I juni måned er det for eksempel økologiske grillpølser, barbecueben, ande-specialiteter og øl fra små vestjyske bryggerier. Det er muligt at vælge forskellige tilkøb til grundpakken, så den enkelte familie kan få det, den foretrækker.
– Vi håber selvfølgelig, at også lokale borgere bliver fristet til at smage på de gode sager i sommerhuskassen. Den er blandt andet særdeles velegnet til gavekasser, hvis man for eksempel skal på besøg i en anden landsdel, siger Kis Thy.
På sigt vil flere lokale producenter komme til med deres produkter i sommerhuskassen.
Sammen med kassen får man en kupon, der giver 10 procents rabat på en oplevelse her i området.
– På den måde bliver det også en kulturel appetitvækker, siger Kis Thy.
Sommerhuskassen kan bestilles via www.madlandet.dk